Trein Præst og Jens Peter Møller
Beskrivelse:
Familiegravsted. Sort, blankpoleret, knækket granitsøjle med indgraveret kors.
Lignende gravminde i sort granit findes ikke på Dragør Kirkegård.
Udsmykning:
Søjlen som symbol forbindes med indre styrke, værdighed og urokkelighed. Abstrakte begreber som visdom og centrale fænomener i religiøs praksis, samt personer, kan kaldes søjler. Paulus kalder de ledende disciple for “søjler” (Gal. 2,9), og i “Ordsprogenes Bog” 9, 1 symboliseres visdommen ved syv søjler. Den knækkede søjle symboliserer livets afslutning og sorgen.
Inskription:
Østside: Minde over/ Skibsfører/Hans D. Præst/ * 6/6 1830, d. 8/1 1911.
Trein Cornelius/ Præst/ *18/11 1840, d. 18/7 1936. Hvil i Fred.
Nordside: Minde om/Bertel D. Præst/*5/1 1876, d. i Rio 11/4 1893. / Dybt Savnet.
Sydside: Emma Magdalene/ Præst/ *12/10 1872, d. 20/1 1918/Ære Være Mindet.
Vestside: Jens Peter/Møller/ * 16/2 1939 d. 13/7 2019
Biografi:
Hans Dirchsen Præst, guldgraver i Australien, skibsfører og skibsreder.
Søn af skibsfører Dirch Hansen Præst (1792-1877). H.D.P var både partreder og flerskibsreder og havde interesser i 11 sejlskibe 1861-1898. Derudover deltog han i bjergnings- og lodsningsopgaver.
Offentlige hverv: medlem af Dragør Byforstanderskab 1888-1900, medstifter af Dragørs Fremme 1887 og af Amagermuseet 1901.
H.D.P byggede i 1874 Kongevejen 8 v. murermester R.P. Guldborg. Kikkenborgen er fra 1903-4.
I 1901 kunne H.D.P trække sig tilbage og leve af sine opsparede midler som en af Dragørs største skibsredere og også en af de sidste.
Portrættet til venstre er Trein og Hans Dirchsen Præst 1900.
Nedenfor er det familien Hans Dirchsen Præst og 9 af børnene 1888 - 1890 og det sidste portræt er Jens Peter Møller.