Et forsøg på en anmeldelse – i klummeform.

Hvad mister samfundet og demokratiet, hvis religionen ikke længere spiller en rolle i det højmoderne samfund? Hvad ser der, når et samfund afskærer sig adgangen til den kraft, det idéreservoir, den tankebygning, som kirke og kristendom i århundreder har kunnet bidrage med?

Den anerkendte (og ofte citerede) tyske sociolog Hartmut Rosa tager disse spørgsmål under kærlig behandling i sin seneste lille tankevækkende bog på dansk: ”Demokrati har brug for religion”[1]. Han argumenterer (nogenlunde) således:

Diagnosen

Vi lever i dag i et accelereret samfund, hvor vi må bruge stadigt mere energi på bare at opretholde status quo. Skal vores børn kunne opretholde et velfærdsniveau som det vi andre voksede op under, kræver det en stadig innovation, en stadig effektivisering. Vækst er nødvendigt, og skulle man (naivt) vælge at sætte spørgsmål ved dette økonomiske vækstmantra, så ville vi meget hurtigt opdage at økonomien meget hurtigt går i bakgear med store samfundsøkonomiske problemer til følge.

Og – det er ikke kun fysisk energi, skriver han, som vi til stadighed bruger mere af. Det politiske niveau må hele tiden investere mere politisk energi i at motivere os, og vi poster stadig mere psykisk energi i at følge med – politisk og personligt. Rosa fortæller, at når han taler til større forsamlinger og stiller spørgsmålet: ”Hvem af jer har nogle gange sagt til sig selv eller i det mindste tænkt i det forgangne år ”Jeg må tage det mere mede ro næste år” Eller: ”Jeg må frigøre mig fra noget, ellers havner jeg måske i udbrændthed””, ja, så rækker de fleste som regel hånden op, skriver han. Vi lever i en ”rasende tilstand”, skriver han, og vores forhold til naturen, hinanden og os selv er blevet mere aggressivt.[2]

Brand i maskinrummet

Underskuddet og aggressionen synes også at have sneget sig ind i den demokratiske samtale: Rosa nævner den amerikanske politiske debatkultur, hvor republikanere og demokrater har stadigt mere svært ved at lytte til hinandens argumenter, (nogle af os husker stadigt stadionstore haller råbe ’LOCK HER UP’ taktfast og uden at nogen synligt reserverede sig fra dette og lignende udsagn); den britiske debat om Brexit var heller ikke lige køn hele vejen igennem, eller hvad med den hjemlige samtale om frivilligheden og modstanden omkring COVID-vaccinen og/eller den europæiske migrationspolitik? Sindene kan hurtigt komme i kog! Og vi positionerer os hurtigt. Rosa pointerer muligheden af, at den manglende demokratiske lydhørhed overfor andre argumenter, end dem vi selv bringer med til bordet, ikke nødvendigvis kun er det enkelte menneskes eget ansvar, men at hele kulturen er strukturelt udfordret af denne acceleration, aggression, af samme overophedning af selvet. At vi så at sige har brand i maskinrummet i det samfund, som har demokratiet som den helt centrale trosbekendelse, og hvor den gensidige og nysgerrige samtale er en temmelig vigtig fundaments blok .

Hvad kan kirke og kristendom så byde ind med?

”Kirken har en… forbandet vigtig rolle at spille i dette samfund. Ganske enkelt fordi jeg tror, at den har noget at tilbyde samfundet.” skriver Rosa i bogens mere opbyggende halvdel og fortsætter: Kirkerne har ”fortællinger og et kognitivt reservoir til rådighed, og ritualer, praktikker og rum, hvor et lydhørt hjerte kan indøves og måske også erfares… Samfundet, ja, demokratiet har brug for evnen til at lade sig anråbe eller kalde på.”  I det religiøse rum stemmes sindet umiddelbart til at lade sig sætte under tiltale, til at være lyttende. ”Her har den aggressive modus ikke noget mål. Med mindre selvfølgelig man er kirkehader og gerne vil rive korset ned fra væggen”, skriver han. Der er måske ikke så meget, men alligevel noget, tænker jeg. For al religiøsitet henter vel netop sin kraft i en form for ”vertikalt resonansløfte, som siger, at ved grunden af min eksistens ligger ikke et tavst, koldt, fjendtligt eller ligeglad univers, men et svarforhold.”

Sanne Thøisen opsummerer i sit fine efterord: ”Religionens bidrag til et ændret verdensforhold er altså at være et sted, hvor man indøves i at lytte eller være lydhør, som et rum, hvor et andet verdensforhold end det kontrollerende manifesterer sig”. Eller som det hedder i bogens optakt: ”Som en, der ikke tror på Gud, er det vigtigt for mig, at det befriende indhold i de religiøse ideer ikke går tabt”

Der er også et af de steder, hvor man som læser inviteres med indenfor i reflektionsfeltet. For kan man det? Kan man bevare religionens dannende elementer, hvis man selv har smidt religionen på møddingen? Hvad nytte giver det at lytte, hvis man ikke forventer noget relevant i den anden ende? Man kunne jo komme i kirke og prøve.

Jazzmusik som ideal

Apropos samtalen og det lyttende element: På sommerens store musikfestivaler dyrkes de store stjerner med noget nær gudestatus: det geniale individ, den kreative kunstner tilbyder audiens. Store menneskemængder møder op, og – man kender naturligvis stjernens tekstunivers hjemmefra, forefra og bagfra, så man kan synge med når koncerten som begivenhed, går i gang. Og: autoriteten er altid på plads i sådan en situation: Bliver man bedt om at tænde lyset i sine telefoner gør man det, bliver der sagt ’hop’, så hoppes der.  Koncerterne er i dag som oftest kæmpeproduktioner, som rejser hele verden rundt. Alting synes timet og tilrettelagt med visuals, omklædninger, alt. Meget lidt synes tilfældigt. Dette forhold synes at have smittet af også på den politiske scene. Mere onemanshow, mere ’starman’, mindre samtale, mindre dialog.[3]

Hér leverer jazzmusikken så ofte et helt andet ideal. At magien altid opstår i øjeblikket, i samtalen, i samspillet, i øjeblikket, hvor man rammes, at det, som kommer til en udefra. At – uanset hvor meget du så end måtte hedde Coltrane eller Miles, så bliver du nødt til at lytte til dine medmusikanter. For – det er i samspillet, i de fælles forsøg på at læne sig ind i musikken, at synergien og det nye, de magiske øjeblikke opstår. Altid. Gamle og nye temaer får liv og luft under vingerne, når de undersøges og udfoldes i det fælles rum. Et legende kollektiv, der giver plads til individet. Deri ligger måske ikke bare en demokratisk og den dannelsesmæssig pointe, men også en kirkelig…

Jens Bach Pedersen

[1] Rosa, Hartmut: Demokrati har brug for religion, Forlaget Eksistensen, 2023

[2] Flugter fint med pointer i: Hermann, Stefan: En varm tid, Informations Forlag, 2022